Spring navigation over

Ny virksomhedsservice skal hjælpe virksomhederne til vækst

14-04-2015

Jobcenter Skive markedsfører en ny virksomhedsservice, der skal hjælpe virksomhederne til at rekruttere nye medarbejdere og formidle jobs

Ny virksomhedsservice skal hjælpe virksomhederne til vækst

Jobcenter Skive markedsfører en ny virksomhedsservice, der skal hjælpe virksomhederne til at rekruttere nye medarbejdere og formidle jobs.

- Vi er klar til at sætte nyt fokus på virksomhedernes behov for arbejdskraft – det kræver bl.a., at vi skal arbejde på tværs af kommunegrænserne eller f.eks. skal hente højtuddannet arbejdskraft i de store uddannelsesbyer.

Rekruttering og jobformidling er med beskæftigelsesreformen blevet en ny kerneopgave for Jobcentrene. Det stiller nye krav til os og vores medarbejdere med synliggørelse og øget tilgængelighed. Vi skal derfor være mere specialiseret og arbejde systematisk med virksomhedernes behov, fortæller sektionsleder Pernille Hviid, Jobcenter Skive.

Jobcenter Skive gennemfører i april-maj 2015 en større markedsføringskampagne og profilering af jobcenteret i virksomhedskontakten. Det sker bl.a. med ny hjemmeside, radiospots, chat-funktion og øget åbningstid fra 7.00 - 20.00, men også anvendelse af LinkedIn i kontakt til virksomheder og jobsøgende.

Jobvækst i Vestjylland

- Skive og landsdel Vestjylland har landets laveste ledighed. Nye beskæftigelsestal viser, at der lige nu er jobvækst i vores område. Jobcenteret oplever derfor en øget jobomsætning og flere jobordrer.

Vi forventer, at ledigheden til sommer vil være rekordlav i både Skive og vores nabokommuner. Med prognoser om stigende beskæftigelse vil virksomhederne få hård konkurrence om den kvalificerede arbejdskraft.

Jobcenteret skal være gearet til at håndtere den nye situation, at mangel på kvalificeret arbejdskraft kan bremse virksomhedernes vækst og udvikling i vores landsdel. Vi er nødt til at gå nye og utraditionelle veje, hvis virksomhederne skal kunne vokse, siger Arne Spicer Lindgren, Formand for Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget.

Virksomhed med vækstambition

- Som e-handelsvirksomhed indenfor on-line salg af cykler og -tilbehør er mangel på arbejdskraft den absolut største hæmsko for, at vores virksomhed kan vokse yderligere.

Vores virksomhed kan være placeret hvor som helst. En placering på Salling gør bare, at vi har ekstra svært ved at til skaffe dygtige medarbejdere indenfor web-udvikling og -programmering, søgemaskine-optimering mm.

Vores medarbejdere kører gerne langt for at arbejde hos os. Jeg har det seneste år søgt efter nye medarbejdere til at udvikle nye web-shops. Det er bare ikke lykkedes at finde alle de nye medarbejdere, jeg har brug for. Det bremser væksten i min virksomhed.

- Derfor hilser jeg naturligvis den nye virksomhedsservice i Skive meget velkommen. Som virksomhed har vi brug for, at der bliver rykket på den fælles udfordring fra flere fronter, beretter Michael Givskov, indehaver af Cykelpartner.dk

Baggrund

Cykelparter.dk er Danmarks største e-handelsvirksomhed indenfor online salg af cykler og –udstyr, der en virksomhed under koncernen On Gear APS. Virksomheden er de seneste 2 år kåret af Børsen som årets Gazelle-virksomhed og påny kandidat for tredje år i træk.

Virksomheden har en årlig omsætning på 69 mio.kr. og 28 medarbejdere med en fysisk placering i Jebjerg, Roslev på Salling. Se mere på: www.cykelpartner.dk

Se mere om Jobcenterets Virksomhedsservice under Virksomhed på www.Jobcenterskive.dk

 

Henvendelse om pressemeddelelsen kan rettes til:

Sektionsleder Pernille Hviid, Jobcenter Skive, mob. 2963 0942

Formand Arne Spicer Lindgren, Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, Skive Kommune, mob. 2722 9001

Direktør Michael Givskov, On Gear APS, der står bag Cykelpartner.dk, mob. 28 45 95 54