Ansøg om uddannelseshjælp

For at søge om uddannelseshjælp skal du møde personligt hos Borgerservice & Ydelse, Torvegade 10, 7800 Skive.

Det er vigtigt, at du henvender dig den første dag, hvor du ikke har nogen indkomst, da du tidligst kan få uddannelseshjælp fra den dag, du søger. 

Har du meldt dig ledig på Jobnet skal du møde i Jobcenteret den førstkommende åbningsdag.

I jobcenteret vil du få en tid til en uddannelsessamtale, hvor du vil blive orienteret om dine rettigheder, pligter og muligheder. Det vurderes her, om du kan klare en uddannelse. Du skal forvente at stå til rådighed med det samme.

Hvis du efter samtalen fortsat skal søge om uddannelseshjælp, så vil du få udleveret et ansøgningsskema, som du skal aflevere i Borgerservice & Ydelse, Torvegade 10, 7800 Skive med dokumentation inden for en uge. Det fremgår af vejledningen som er vedlagt skemaet, hvilken dokumentation du skal medbringe.

På Ydelseskontoret vil der blive taget stilling til, om du opfylder betingelserne for at få uddannelseshjælp.

Sideløbende med, at du får klaret det formelle med selve ansøgningen på jobcenteret og ydelseskontoret, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal stå til rådighed fra den dag, du søger uddannelseshjælp og bliver tilmeldt som ledig og i al den tid, du får uddannelseshjælp. Det betyder blandt andet, at du så hurtigt som muligt skal lægge dit CV på Jobnet og møde på de aftalte tidspunkter i det aktiveringstilbud, du fik, da du søgte om uddannelseshjælp.

Publiceret 06-01-2016